Fjernbetjening/streamer

De fleste nyere høreapparater har mulighed for tilkobling af ekstraudstyr som fjernbetjeninger og lign. Typisk kan man ved hjælp af fjernbetjeningen justere lydstyrken og skifte mellem nogle indstillede lytteprogrammer.

Nogle fjernbetjeninger kan anvendes til mobiltelefonbrug eller tilkobling af musikafspiller således at lyden sendes til høreapparaterne og samtalen eller musikken føles klar og tydelig. Det er en fordel for mange høreapparatbrugere at lyden transmitteres til høreapparaterne, da telefonbrug kan være besværlig både med og uden høreapparater.

Tv-opkobling

Der er flere høreapparatbrugere der selvom de har høreapparater synes det er svært at høre tv'et. Denne vanskelighed kan løses ved hjælp af ekstraudstyr der kobles til tv'et og sørger for at lyden transmitteres direkte til høreapparaterne. Udstyret betyder at man kan bevæge sig frit rundt i rummet uden at lyden forstyrres eller afbrydes. Mange foretrækker dette frem for en teleslyngepude, hvor man er ”låst” fast til sofaen.